Fandt min biologiske far på Tenerife...

Jeg har altid vidst, at jeg har en spansk far, men har aldrig set ham, mødt eller kendt ham i mit snart 28-årige liv. Jeg har i en del år efterhånden tænkt på, at det snart måtte være tid til at finde ham - finde mig. Men det har været svært for mig, at tage hul på det...

Tænkte meget på at spørge min mor om ham, inden jeg skulle til Tenerife i Uge 4, min moster & morbror punkede mig for, at jeg skulle lede efter ham. Men jeg skulle på kursus det meste af ugen, så jeg bakkede ud, da jeg ikke vidste hvor meget tid jeg havde til rådighed dernede...

Tirsdag snakkede jeg med nogle af de andre på turen om min situation - og blev faktisk overbevist om, at det var NU jeg skulle gøre det... Så samme dag ringede jeg til min mor... Forklarede hende, at jeg allerhelst ville ha spurgt hende face-to-face, men at jeg gerne ville prøve at finde min far. Så hun gav mig efternavn, ca. alder, hvilket område han huserede i, det hotel han arbejde på dengang hun mødte ham & at han boede i nærheden af en papegøje park...

Jeg hev fat i mit hotels reception, som mere end gerne hjalp mig med både hvide & gule sider... Dog kunne vi ikke finde hotellet i de gule sider, så jeg troede faktisk at det var lukket ned. Onsdag googlede jeg så hotellet og fandt en side med telefon nr & adresse. Torsdag ringede jeg selv til hotellet, men receptionen kunne knapt forstå, men jeg fik da det ud af det, at der arbejdede en med samme navn som min far... Så der var da håb *ss* Efterfølgende havde hotellets reception ringet til mit hotel, da han ikke rigtig havde kunne forstå hvad jeg ville... Jeg fik mit hotels reception til at ringe for mig. Det viste sig, at der var en mand på deres hotel, som svarede til beskrivelserne, alder, navn, m.m. Men han var kun på arbejde man-fre fra 8-16, så sidste chance for at fange ham var fredag...og der skulle vi på den store Evalueringstur, så jeg måtte se om jeg ikke i løbet af dagen kunne finde tid til at ringe til ham (for første gang!). Da vi ankom til havnen - slutningen på turen, ringede jeg til hotellet og spurgte efter ham, Andres Alvarez, .one moment please....Præsenterede mig selv og spurgte ham, om han havde kendt en pige ved navn X for ca. 29 år siden - og det havde han - så fik jeg på en eller anden måde fremstammet, at "så er du jo nok min far"... Der blev lidt stille...og det er der jo ikke noget at sige til *ss*Han vedkendte sig, at han er min far - og han ville meget gerne mødes med mig. Vi aftalte at mødes lørdag over en kop kaffe eller lign. Jeg tog min veninde med - og det var fint med ham. Efter at vi havde snakket meget fattet i telefonen, brød jeg sammen i gråd. Heldigvis stod en ven klar i nærheden til at kramme - totalt uvirkeligt, at det lykkede, at det var så "nemt", at han stadig arbejdede der efter SÅ mange år... WOW!

Det blev lørdag, kurset's enlige fridag. 2 kammerater skulle alligevel mod Puerto de la Cruz, så de kørte min veninde og jeg dertil - ankomst kl. 12.00. Han var der også præcis... Vi krammede, var fattet, ingen tårer, men bare glade, hilste på min veninde... Vi gik ind på en cafe og han gav en tår at drikke... Snakkede om vind og vejr, fik stillet et par spørgsmål om ham, hans familie liv nu, arbejde, min mor, mig selv... Jeg har allerede glemt halvdelen af det, men jeg er sikker på, at jeg nok skal få det hele på skrift med tiden, så jeg kan holde styr på alt...så det kan blive ligeså naturlig viden, som om min danske familie.

Han havde planer for dagen, som han måtte overholde og det var også helt fint, da det jo var lidt ud af det blå jeg dukkede op i hans liv *ss* Vi var sammen i 1½-2 timer, hvor vi bla. blev vist rundt på hans hotel, hvor han er manager i receptionen. Han viste mig det sted min mor huserede på hotellet, som guide. Og sagde at jeg kunne komme hertil igen, så skulle jeg bare betale for flyveturen...

Han gav min veninde & jeg fribillet til Loro Park, som er en dyre-park... Han kørte os derhen, vi fik sagt farvel, og aftalte at maile hinanden....

Jeg har så mange tanker, som jeg ikke rigtig kan få sat ord på endnu... Men mon ikk det kommer med tiden, når jeg får snakket med min mor & min danske familie om min oplevelse....

//Katrine
~ nærmest lykkelig